Afstraffelse
Du sender mig et roligt blik, mens du siger at du elsker mig så højt, at du bliver nødt til at afstraffe mig. Jeg prøver at smile afvæbnende, somom min hjerne ikke vil opfatte, hvad du siger, men du lægger læderbæltet, spanskrøret og den korte ridepisk frem og jeg ved, du elsker mig.
Du lægger mig på sengen og jeg får kun et bud – tavshed. Din kærlighed skal føles og jeg skal modtage. Jeg er kold, men alligevel bryder en let sved ud på min krop. Du kysser blidt min ryg og mine balder, mens du sukker let.
Læderbæltet er tungt og bredt. Det slår dybt og præcist – det gode ved bæltet er, at det sjældent rammer mine kønslæber, men snor sig om hofterne. Du slår direkte, igen tal på, intet ritual – roligt men enkelte definerede slag. Jeg ser for mit indre øje de brede røde mærker og et lille suk slipper tankeløst ud mellem min læber. Du standser og løfter mit ansigt og jeg ved, jeg fejlede. Uden at sige et ord folder du bæltet og slagene falder hurtigere og uden din nydelse. Undskyld, jeg ikke gjorde mig umage, undskyld jeg frarøvede dig din nydelse, undskyld.
Jeg holder vejret, når slagene falder, bliver let svimmel og kæmper for at mærke din kærlighed. Du skifter over til spanskrøret – placerer mig på alle fire og med en enkelt finger får du mig til at sveje i ryggen. Jeg samler benene for at slippe for slag, der strejfer mine kønslæber, men selvfølgelig spreder du dem igen. Spanskrørsslag kan falde både tungt og let, men efter et læderbælte føles de lette. Slagene bider og flår let i huden og selvfølgelig får jeg også hadeslagene, dem der rammer mine kønslæber og giver en voldsom smerte og et spjæt i kroppen. Jeg hører dig le for dig selv, mens jeg kæmper med gråden. Mine tårer er for dig, for dine handlinger, for din rytme, for din styrke. Du giver og jeg får og min gråd er taknemmelig.
Endeligt stopper slagene, og jeg er rystende ved at forsvinde. Du rejser mig op, jeg svejer, mens jeg kæmper for at stå stabilt. Du beder mig hæve mit ophovne grådkvalte ansigt og du slikker mine tårer i dig. Først da ser jeg, du også græder og du løfter min hånd op til dit ansigt. Vores nærhed er fuldendt, indtil jeg ser, du står med ridepisken i hånden. I et kort øjeblik var jeg naiv og troede det var slut.
Du hælder mit hoved lidt bagover og trækker min krop lidt frem, mens du spreder mine ben. Så mærker du mine inderlår distinkt seks gange på hver for til slut at køre pisken op mod mine bryster.
Jeg hader min krop, der forråder mig og mine brystvorter, der rejser sig lydigt, da du småsviper dem. Du kysser mig grådigt og træder så et skridt tilbage og begynder at spanke mine bryster. Denne gang er du ikke tavs. Du slår roligt, mens du fortæller hvor stor en angst jeg vækker i dig med min kærlighed og at hvert slag du lægger på min krop er lindring for denne smerte, jeg bringer op i dig. Jeg får ondt i nakken og min krop er træt.
Endeligt stopper du, løfter mig op og bærer mig tilbage i sengen. Du betragter min krop, du kysser de hævede stiber der danner sig og lægger dig ved min side. Din tale er standset og du ser på mig – kærlighedens smerte går begge veje.