- O -

-o- har grundet det forrige indlæg gjort sig nogle tanker om hvad det vil sige at være submissiv for -o-. -o- er ikke slavinde, hun er ikke underkastet, hun er ikke en tøs, en tæve eller noget andet – men -o- føler sig som submissiv og har altid set submission som en del af sin seksualitet og personlighed. -o- har mange andre aspekter i sin seksualitet, men har altid haft en tyngde mod masochismen og submissionen.

Når -o-skriver om submissionen, så forstørrer hun dele af sin seksualitet. Så -o-s læsere skal ikke tro, at -o- bærer halsbånd andet end det usynlige og at -o- er ejet andet end af hjertet. Men det betyder ikke at -o- ikke længes mod dette og ikke kan finde på at tigge om det – men det er ikke afgørende for -o-s submission.

For -o- er submissionen er mystisk tveægget sværd. På den ene side aktiveres så stærke afmagtsfølelser i -o-, at hun bøjer sig, overgiver og giver sig i sit inderste – at hun blindt adlyder og følger, at hun stoler og lader sig falde. På den anden side trækker -o- på sine inderste og stærkeste kvindelige ressourcer, for ikke at knække, for ikke at blive skadet, for ikke at lade sig misbruge. Og netop denne spændvidde kan være svær at forklare andre, der ikke nyder denne bue – som submissionen skal spændes over. For det utrænede øje ser man blot en kvinde der roder rundt på et gulv, en kvinde, der ingen stolthed eller værdighed har, en kvinde der lader sig bruge (og derved misbruge vil nogen mene), en kvinde, der har mistet sig selv.

Og her rører -o- ved det, der for -o- er essensen af hendes submission. For at finde sig selv, må hun miste sig selv. For at blive hel, må hun lade sig fragmentere. Det mod det kræver af -o- for at gå ind i sin inderste seksualitet – der hvor hun mister grebet – det mod har den samme styrke og den samme vigtighed, som det mod de kvinder, der stod på fronten og kæmpede for vores ret til vores egen krop, ret til at stemme, ret til at blive hørt, fandt frem. Modet til at anerkende og give rum til det -o- er og -o- kæmper på denne blogfront, en forklaringskamp for anerkendelsen af den alternativ seksualitet.

Og -o- kan ikke andet end dyrke submissionen med hjertet og derfor er -o-s submission ikke afhængigt af tyngden af halsbåndet eller tydeligheden hvormed submissionen bliver demonstreret. For -o- har ingen regler, -o- må gerne sidde i en stol, -o- må gerne tale og ytre ønsker (det er bare ikke sikkert de bliver mødt), -o- må gerne gå med bukser, underbukser og strømpebukser. Så når -o- kravler over gulvet og lægger sit hoved i Hans skød, så gør -o- det ud af sin frivillige submission – ikke fordi nogen fortæller hende at hun skal, men fordi -o- i sin kærlighed føler sig så tryg, at hun vitterligt kan kravle hen over gulvet, at hun kan lægge sit hoved i Hans skød uden at frygte misbilligelse eller udnyttelse. Og hermed opnår Han langt den største magt over -o-.

For -o- er den bedste Herre, den Herre der vækker -o-s trang til submission og som fremelsker den uden påbud og regler, men med intelligens og empati. For derigennem bygger -o- sit eget bur, tilbyder frivilligt at lade sin egen krop lænke og går af sig selv efter sin Herre. For gennem påbud og restriktioner fratages -o- sin identitet men gennem fremelskelse og frivillighed blotlægger -o- sin inderste trang og beriges. For -o- er Hans hårdhed en gave og belønning og var den tilstede dagligt, ville -o- holde op med at glæde sig over den og nydelsen vil forvandle sig til lede. Chokolade hele tiden, giver kvalme. Og -o- ved, at forsøger hun at fremprovokere den, så varer det blot endnu længere før den viser sig.

Og her er -o-s submission nok lidt anderledes end andre submissive kvinder, hun vil helst selv finde den frem og når hun viser den, er det udtryk for kærlighed, tryghed og glæde. Men -o- finder, at denne måde sikrer -o- sig mod at få overskredet sine grænser, sikrer -o- at hun konstant beriges istedet for konstant at fejle – hermed ikke være sagt at -o- ikke kan lege med regler og fejl, men så er det mere som element til den masochistiske side af -o-; fejl avler nemlig straf og i det perspektiv er det jo såre menneskeligt at fejle

Men uanset om man selv finder sin submission frem eller skal have den manifesteret gennem konkret daglig hårdhed, så er faren den samme. At man glemmer den balance en submissiv skal have for at trives.

Så kære Dominante, Herrer, Femdom, og S’ere – når I beordrer jeres partnere, slaver og slavinder til dette og hint, så spørg jer selv om I gør det fordi det er et inderst dybtfølt ønske, fordi det er til berigelse og glæde, fordi I ikke kan andet i glæde over det modspil I har. For I skal vide at den kraft, den drift, den vilje I leger med er hentet fra det inderste dybe dyb, er bragt frem via en vilje og et mod og at de energier, kan give bagslag, hvis I ikke erkender dette. Og hvis den submissive part knækker, så er det ikke fordi vedkommende ikke er submissiv nok eller ægte nok, så er det fordi du som top, som Dom, som modtager har trukket fra istedet for at lægge til.

-o- håber alle disse ord gav mening til lægmand.