Du gør mig angst
Der gentages så mange floskler om grænser og gestus om, hvornår man er sand, falsk, ægte og fake. Langt de fleste glemmer at se ind i deres egne hjerte og se, om de overhovedet er rustet til at modtage det sande og det ægte.
Til tider når du er mig nær, gribes jeg af en frygtelig angst – angsten for at mine indre grænser er overskredet, at du har væltet bolværket og gået igennem alle mine forsvarsmure og ind i mit hjerte. For derinde påføres langt de værste slag, langt de værste ar, derinde gør det ondt.
På den ene side begynder jeg at hage mig fast, for at du aldrig skal slippe mig og jeg forsøger af al magt at udstøde dig, fordi det gør så ondt, hvis du selv forlader det. Og jeg ved det virker modsatrettet, at jeg virker forvirrende, uklar og usand, men det handler alt sammen om, at du er alt for nær, at du er gået ind, hvor det gør ondt, at du er manifesteret.
Bind mig så jeg bliver, pisk mig så jeg mærker, tving mig til at acceptere og tal så jeg lytter. Det er alt sammen et spil om kærlighed og jeg er frygtelig dygtig til at flygte. Indfang min angst og overskrid mine grænser, alene fordi det er mig og fordi du ikke kan andet med mig.
Flå mit bryst op og hold om mit hjerte, så det kan modtage det sande og det ægte.
Jeg ved, jeg tør en dag.