Engang for længe siden
Engang for længe siden var der kærlighed mellem os to og jeg oplevede, at hvert slag du gav mig, fik mig til at vride mig i vellyst og hvert ordre du udstak var et kærlighedsmanifest.
Engang for længe siden var der tillid imellem os og hvert mærke, jeg fik, var din skrift på min hud, dit tegn, som jeg læste med kærlighed og glæde og hvert minut du blev hos mig, var en perlekæde, der besmykkede mit liv.
Engang for længe siden, kunne du intet galt gøre mig, for alt hvad du gjorde, fulgte jeg dig i – grådigt med den elskendes længsel mod at være den for dig, der mødte dig i din sadisme. Dine skridt blev min målestok, hvadenten de førte til eller gik fra mig og jeg blev din submissive yoyo.
Engang for længe siden eksisterede den nære og dybe samtale mellem os, der plantede tanker i min hjerne og satte varige spor – langt mere smukke og grusomme, end de stiber du trak på huden. Din stemme betød mere end alverdens musik og når du roste mig, eksisterede jeg.
Det er længe siden, så længe at erindringen næsten er udvisket af den smerte, der ikke har med sadisme at gøre men kun med menneskets skødesløse forbrug af andre.
Jeg ville så gerne opleve, at engang for længe siden er nu, og alting starter ved mig selv. Men problemet er, at det kan starte hos mig, håret er smidt ud af det høje tårn. Men når du mit vindue, giver jeg dig frivilligt det hele – kærligheden, tilliden, opfyldelsen og samtalen. Så fortsættelsen ligger hos dig.
Lever jeg lykkeligt til mine dages ende?