Kærlighedens smerte
-o- har læst bogindlæg i det danske bdsmblogland om slavindernes frasigelse af kærtegn, eller rettere hvorledes deres forståelse af kærlighed er anderledes end den konventionelle. Det er fascinerende læsning for de som gerne vil forstå et slavindesind. For det er ikke kærlighed, de længes efter, det er ejerskab, det er tilhørsforhold, det er retten til et tjene og til at være, det de føler sig – submissive.
-o- har selv en submissiv side, så derfor forstår hun disse kvinders beskrivelser og deres behov for alt andet end konvetionelle kærtegn og traditionel kærlighed. Men der er én ting -o- ikke forstår. For hvis man som slavinde ikke kan udstå de traditionelle kærlighedstegn, er det så ikke den ypperste straf at få – er det ikke den ultimative test for ens slavindesind? Kan kærligheden ikke manifestere slaveriet?
Han ved, at -o- elsker straf, at -o- elsker smerte og tvang – at det er en del af -o-s seksualitet og -o- higer efter det. Derfor ved han også, at den ypperste straf Han kan give -o- er ved at udelade alle de elementer -o- sukker efter. Og -o- ved, at hvis hun prøver at styre ved at ikke at acceptere, hvad der kommer, så kommer der intet af det -o- ønsker. Og -o- styrer intet.
Så -o- modtager alt, hvad der kommer – kys, kærtegn, slag, straf, påbud, smukke ord og tvang. For kærlighed, der gør ondt, kan gøre godt og kærlighed, der gør godt, kan gøre ondt, men alt kommer fra Hans hånd og er derfor en gave. Kærlighedens smerte kan manifester sig i fraværet af præcist dette og hvilket smukkere symbol end et kys.
-o- er lykkelig.
Ikke kun smukke, men også kloge ord. De er hermed taget til hjertet, selv om jeg nu ikke har særlige problemer med kærtegn – kun at jeg ikke får dem *B*
Knus
Kære -o-
Du skriver
“For hvis man som slavinde ikke kan udstå de traditionelle kærlighedstegn, er det så ikke den ypperste straf at få – er det ikke den ultimative test for ens slavindesind? Kan kærligheden ikke manifestere slaveriet?”
Jeg kan naturligvis kun svare for mig selv, for jeg er een af dem der absolut ikke bryder mig om, kysregn hele tiden. Mit svar, for mig er, JO! Det kan bruges som straf. Og en forfærdelig en. Den kan bruges nærmest så jeg føler mig klaustrofobisk. Jeg bliver kvalt. Jeg kan ikke trække vejret og det kan gå helt over i væmmelse. Det er en forfærdelig straf!!
Kære -o-…
Hvor er dine tankegange og de spørgsmål du rejser endnu engang relevante og dybt vedkommende. Jeg kan så inderligt nikke genkendende til din tankegang, omkring slavindens inderligt værdsættende og taknemmelige påskønnelse af alt hvad der måtte tilkomme hende fra Herrens hånd…. Og således tror jeg også, at jeg instinktivt vil komme til at indordne mig en dag, under rette indsigtsfulde, Dominante indvirkning.
Men forud for denne tilstand…hvor alt tilbudt kan modtages med oprigtig og inderligt dybfølt påskønnelse, må der nødvendigvis forløbe en lang proces, hvor den rette underdanighed samt mentale og følelsesmæssige hengivenhed til at modtage på alle planer bygges op. Der er visse basale forudsætninger og harmonier der er nødt til at balancere forinden.
-Etableringen af den oprigtige, dybfølte underdanighed. Denne kan tage måneder at bygge op, endda år for mit vedkommende. Jeg har brug for kompromisløst og indiskutabelt at erkende Ham stærkere end mig. På ethvert tænkeligt plan…Jeg er nødt til at kunne stole på, at Hans vilje til hver en tid oprigtigt er stærkere end min.
I stunder hvor der tydeligvis forventes en form for underkastelse fra min side, og fortsat ønskes opretholdt intens fascination og begær efterlades jeg fuldstændig fortabt, når alt i Hans adfærd, fysiske fremtoning og kropssprog frasiger sig enhver magt over mig. Vor basis var slet, slet ikke tilstrækkelig etableret til at slavindegearet fortsætter som et vaskemaskineprgram…. Han lod mig tvivle på sin vilje. Og han lod mig tvivle på alvoren i sit ønske om overmagt, samtidig med den udtrykte forventning om underkastelse. Situationen fandt jeg så usigeligt grænseoverskridende, og jeg veg desværre så langt ud af mine subgener som overhovedet ladsiggørligt.
Processen tager tid….. tid før tvivlen forsvinder…. Før der ikke længere hersker et eneste grand af tvivl omkring hvorledes magtbalancen i relationen bør fordele sig. Og tid før der kan modtages på alle planer… i fuldstændig tryg, kompromisløs overgivelse til den overmagt, man på intet tidspunkt nogensinde vil være i tvivl om vil vige.
Men slutteligt kære -o-…. Det er så inderligt glædeligt at bevidne, at lykken endnu engang smiler i din retning. Mine varmeste ønsker til du og din Herre.
kære tæveaspirant, det er så usigeligt inspirerende og facinerende at læse dine indlæg og kommentarer og jeg kan følge dig hele vejen i tanken, men jeg tror også det kræver en Herre, der er så meget Herre at det trancenderer seksualitet og lyst og bliver ren væren. Men om det er ønskeligt – for mig – ved jeg ikke.
Tak for alle kommentarerne.
lillekvinde – præcist fordi man ikke kan udstå dem, bør man så ikke stræbe mod at udstå dem? At være slavinde viser sig vel først i det øjeblik man udsættes for det man ikke kan bære?
Jo -o- Det bør man
Og nej, jeg synes ikke det er korrekt, at slavinden ikke viser sig før man udsættes for noget man ikke kan bære. Den viser sig, hos mig i rigtig mange ting. Også mange ting der ikke nødvendigvis kræver en kamp for mig.
lillekvinde, det kan du have ret i – og -o- mener heller ikke man som slavinde skal bære eller udholde alt. Der er en grænse og du har ret i, at være slavinde ligger i de tusinde detaljer, der er usynlig for andres øjne. Men den naturlighed man stræber mod at udstå det – det er den achilleshæl jeg påpeger, som gør at man som submissiv – til tider desværre – næsten automatisk søger udholdenheden og bestræbelsen istedet for oprøret og frasigelsen. Det er den, der gør os så afhængige af om en Herre kan forvalte os og som gør os så ulykkelig, når vi bøjes til bristepunktet. Selv har jeg med tiden lært at værdsætte denne stille pinsel og vendt det til en styrke. Men det er ofte en styrke ingen andre ser, men som Han nyder godt af også i den daglige konflikt. For det er den der gør jeg er så usigeligt tæt knyttet til Ham næsten uanset hvad han gør ved mig. Jeg tror jeg vil skrive et indlæg om dette – det gør det nemmere at forstå, håber jeg.