Oh at være en høne
skrev den depressive Frank Jæger i sit forsøg på at illustrere, hvordan vi komplekse og ofte fortabte mennesker til tider søger mod det lykkelige i det simple nu.
Oh at være en høne, sukker -o- til tider, når livet bliver for knudret – når alle andre end -o- synes at kende -o- i fragmenterede troldspejls-splinter. Så er det -o- ved, at det danske SM-miljø er for lille og for fordømmende.
-o- søger lykken i det simple nu, lykken i at dufte Ham en sen nattetime, at se Hans sovende ansigt i morgen-solen, at høre Hans søvndrukne stemme. -o- kan blive så øm i hjertet i nuet, at det næsten gør ondt. Og når nu verden kan byde på så smukke og bevægende øjeblikke, hvordan kan det så være, vi har en tendens til at grave og rode, granske og gnidske, vrænge og spy mod alle dem, vi i virkeligheden ikke kender?
-o- er et menneske med svagheder og styrker og alt hvad -o-har i dette liv, har hun kæmpet for. Hun er et helt menneske med sorger og glæder, og vil du gerne genfortælle noget sladder om -o- ude i den vide SM-verden, så fortæl, at -o- til tider gerne vil være en høne og pikke et rødhudet bær.
“Se så! nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu ved, for det var en ond trold! det var en af de allerværste, det var Djævelen. En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde
gjort et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre.”
H.C. Andersen: Snedronningen