Passer du på mig?
Du sagde, du ville eje mig, passe på mig og få mig til at vokse. Jeg har hørt det så uendeligt mange gange før og alligevel krøb du ind under huden og fik mig til at længes.
Længes efter den ultimative, efter den der kan favne, rumme og forstå. Efter den der grusomt kan håndtere og sjæleligt kan læge. Efter den jeg falder på knæ for, for at fælder tårer ud over hans fod. Efter den der river mig op ved håret for blidt at kysse min mund og styre mit åndedræt.
Hvordan kan det så være, du allerede inden du afslutter din sætning udsætter mig for bedrag? Det bedrag der består af, du ikke evner at udsige sandheden, det bedrag der består af, du tror, jeg tror, du skal være fuldendt, støbt af stål og uden rysten?
Det menneske, der ikke kan erkende sin egen svaghed er den svageste af alle. Jeg ønsker din styrke i din erkendelse af usikkerhed, af angst, af tøven. For uden dette er du ikke et menneske, uden dette vil jeg aldrig turde.
Vis mig din blødende side, vis mig du skælver ved tanken om mig og hvad du kan gøre ved mig, vis mig, at denne verden ikke har forhærdet din sjæl og jeg vil elske dig destro mere.
Men bedrager du mig allerede nu, hvor kendskabet er fernistyndt, da skader du den spirende tillid, der skal bære det hele. Jeg tilgiver dig alle dine fejl, også dit egenbedrag, men gør du det igen, slår du alt itu.
Jeg vil så gerne tro.