Savn
Jeg er nået til næste fase – den del hvor jeg savner, fordi jeg ved, hvad jeg går glip af. Hvor tiden væk fra dig synes som spild i forhold til, hvad vi kunne bruge den til. Hvor afstanden graver dybe linier i min pande og mit sind – Grand Canyon furer af længsel.
Mit sinds ribben stritter ud, så udmarvet er min higen, så umættelig er jeg efter at grave mig ned i din krop og glemme mig selv i dine tanker. Det er smertefuld længsel, det er slag af afsavn, det er pinefuld distance og jeg, jeg der kan modtage det meste, kan ikke udholde manglen.
For bdsm handler slet ikke om slag, redskaber eller teknik – langt det mest subtile, det mest raffinerede er det du kan udsætte hjertet for. Det spil, hvor jeg får lov til smager med spidsen af tungen på noget sødt, for så at blive frarøvet selve kagen. Jeg kan se den, men jeg må ikke få den.
Jeg ved du morer dig, du leger med mit utålmodige sind, der snerrer og skriger af dig, mens jeg øver mig i at udholde. Udholde savnet.
Det smukkeste er, at det er min hjerne der gør langt det meste arbejde, du har ikke lagt en masterplan, du har blot prikket til min svageste side og ventet på effekten. Jeg hader tests, jeg hader ventetider, jeg hader, at du ved det, jeg hader min submissive del, der artigt venter så pænt. Kampen kæmpes ikke kun mellem du og jeg, men også i mig. Min styrke hyler og vræler af frustration, min dybde rummer og favner dine bud. Det ekkoer i mine ører af Minotaurens brøl i labyrinten.
Tag mig, mød mig, grib fat i mig og lad mig aldrig vente igen.