Smerte rimer på hjerte
-o- har i lang tid ikke leget den søde smerteleg og -o- har længe været i tvivl om, hvordan hun ville reagere når den del blev introduceret ind i -o-s liv igen.
Der var engang hvor smerten var forventet og kontrollerbar, hvor jeg åd den som en kage til teen, slikkede den i mig med en naturlig grådighed. I lang tid lå den del stille og hengemt og jeg har ofte funderet over, hvad jeg savnede, da jeg har levet så fint gennem længere tid uden smerten, uden sex, uden mænd. Den anden aften vendte det tilbage, ikke i fuldt flor men nok til at jeg var tæt på en smerteorgasme – som jeg helt havde glemt eksisterede og jeg huskede, hvad jeg savnede. Jeg savnede den tilstand hvor slagene dunker mig ind i en lystbølge, hvor sindet tjekker ud i tomheden og hvor alt hvad jeg kan høre er mine egne indre skrig efter mere. Hvor smerten falder ind i mig og får mit hjerte til at åbne sig af liderlighed, af glæde, af accept.
Det var ikke voldsomt hårdt, men der skulle ikke så meget til, da det har været så længe siden at kroppen har glemt alle signaler. Jeg var ved at falde i den gamle fælde – at tigge om mere, men valgte at følge Hans rytme og det passede så fint – omstændighederne var ikke optimale, men jeg gik hjem med prikker og striber og følte mig som en polkagris – sød og stribet.
Min krop erindrer og mit hjerte banker.
….
You give me the pleasure of your eyes,
face, flesh as we pass,
You take of my beard, breast, hands,
in return,
I am not to speak to you, I am to think of you
when I sit alone or wake at night, alone
I am to wait, I do not doubt I am to meet you again
I am to see to it that I do not lose you.
….
“To a stranger”, Walt Whitman