Større end smerten
Jeg fandt ud af, at selv midt i den mest ubehagelige smerte kunne jeg ikke lade være med i et splitsekundt at tænke den submissives forrådende tanker – og på Ham. At han har fortrængt døden og ubehaget ved blot at være tilstede i mit liv, hvilket er yderst skræmmende, fordi det betyder, at han vil være i stand til at trænge mig op i en krog eller ud over kanten og jeg vil følge det blindt.
Er det seksualiteten eller kærligheden, der skaber dette unaturlige forhold? Jeg ved, jeg allerede ønsker at behage ham udover det almindelige, at jeg bebrejder mig selv, jeg frarøver ham potentiel lyst, muligheder, frihed. At jeg ønsker at gøre ham lykkelig – jeg ved også at alt dette er bdsmverdenens guldaldermaleri. Men når jeg oplever at det trancenderer virkelighedens reelle smerte, så holder skønmalerierne op, for så bliver det sadomasochistiske en realitet ud i en kraft og ud i en magt. Jeg spekulerer på, om han fuldstændig er klar over den magt, han er ved at få over mig?
Jeg har mødt en del mænd i denne seksualitet, der alle mener sig stærke nok, dygtige nok, erfarne nok, kærlige nok til at forvalte den magt, jeg lægger i deres hænder. For første gang tror jeg, jeg nærmer mig en realitet – for han manifesterede sig midt i et dødscenarie og forvandlet det til et bevis for min trang til at tilhøre ham.
Skriften rammer ikke præcist.