- O -

en af de sværeste opgaver er altid at formidle denne særlige kringlede vej som den sadomasochistiske seksualitet er – fordi den til tider udtrykker sig så sært og individuelt. Og jeg bliver som oftest nødt til at anskue den udfra flere forskellige vinkler.

Dels er der den rene seksuelle forståelse, det ofte bliver lidt firkantet og opskriftsagtigt, fordi jeg ved, hvad jeg tænder på og hvad jeg kan lide at lege og udtrykke mig igennem. Taler man om den alene, får man ofte et hardcore indtryk uden nerve og uden nuancer. Jeg har som oftest undgået at indgå i rene seksuelle relationer, fordi jeg har erfaret gennem en hård lektion, hvor illusorisk denne relation er. Hvor meget man bruger det seksuelle til i virkeligheden at udtrykke det emotionelle og når denne distance nedbrydes tror man sig elsket eller forelsket – hvor man i virkeligheden bruger den anden part til at komme nærmere sig selv.

Dels er der den kulturelle vinkel, hvor sadomasochisterne ofte søger forklaringer og forståelser i kulturelle adfærdsmønstre. Vi gennemlever de gammeldags kønsrollemønstre – siges der, somom man i gamle dage havde enkle rene mønstre. Den kulturelle forklaring tillægges ofte en naturgivet retfærdiggørelse – a la “det er naturligt at kvinder underkaster sig og mænd bestemmer”. Her glemmer man at det kulturelle på ingen måde er naturgivet men ofte et udtryk fra den kultur man kommer. Eksempel er fænomenet at græde ved sorg – vi tror det er kroppens naturlige måde at udtrykke sorg på, men det er rent faktisk kulturbaseret – produktionen af tårer er naturbaseret, men hvad der aktiverer den er kulturbaseret.
Så sadomasochisme er i høj grad et kulturbaseret udtryk, der ikke kan forklares med natur.

Endeligt er der den emotionelle vinkel, hvor vi i høj grad er præget af en freudiansk/jungiansk opfattelse af psykens sammensætning. Her hentes forklaringen i barndomsoplevelser, i en særlig forståelse af hvad det seksuelle er og i en adskillelse mellem krop og sind, i en opfattelse af hvordan kærlighed skal udtrykke sig.

Jeg bruger ofte et mix,når jeg skal forklare. Min seksualitet fjerner min distance til min egen krop, når jeg må overgive mig til de voldsomme stimuli jeg udsættes for adiovisiuelt, visuelt og fysisk, den skaber kontakt til min partner og den tilfredstiller mig i bund og grund bedre end almindelig sex – men samtidig passer jeg på med alt for meget forklaring, for til tider er må jeg erkende at min sadomasochisme blot ér – ren og enkel i sin eksistens, den ér, den lever som Frankensteins monster – uhyrlig og smukt.

Derfor skal den også eksistere rent mellem min partner og jeg, for når den ér, så er vi og så er jeg -o-. Og med det udgangspunkt kan den være alt og intet – kan den eksistere uden at være ude af proportion hvadenten det er forstørret eller formindsket. Men den skal være…