- O -

Grey skrev et indlæg, der har provokeret en del og ud af kommentarsporene kan jeg bl.a. læse fosøget på sygeliggørelse af BDSM som seksualitet – endnu engang. For det er ikke første gang jeg har læst dette og det bliver nok heller ikke sidste gang.

Men et eller andet sted bliver jeg så ærgelig. For ikke så længe siden, men åbenbart længe nok til at ingen kan huske det var kvinders seksualitet en sygdom. Kvinder der følte et seksuelt behov blev diagnosticeret hysteriske – og siden har kvinder ikke rigtigt kunne komme ud af den diagnose. Siden da blev homoskesuelle, biseksuelle og transseksuelle sygeliggjort og derfor er det ikke unaturligt at fetichister og sadomasochister også ryger gennem den mølle.

Nu er jeg gammel nok til at kunne huske en hippetid for små 30 år siden, hvor det seksuelle blev forsøgt rummet – selv de pædofile var der plads til at debatere uden angst og uden fornægtelse – pædofili var en seksualitet, man skulle acceptere – ikke nødvendigvis i sin udøvende form – men som seksualitet per se. Siden er pendulet svinget den anden vej og verden er igen blev voldsomt sort/hvid.

En af kongstankerne indenfor sygeliggørelsen af seksualiteten er, at man som individ ikke udtrykker en “ren lyst” men at man i virkeligheden udtrykker fortrængte traumer og personlige problemer – derved forskubbes ens begær ud af normalsfæren og ind i perversiteten eller umormaliteten.

Jeg er ikke uenig med at seksualitet er bundet op i ens personlige psykiske mønster, men det mener jeg den er uanset om man er til sadomasochisme, analsex, missionærstilling eller afholdenhed. Den seksuelle drift er sammen med overlevelsesdriften og den sociale drift det der driver mennesket og naturligvis er den bundet op til en psykiske mønster uanset om man anser det for værende stabilt eller flydende (teoretisk diskussion, der ikke er plads til her).
Jeg er som sådan heller ikke uenig med at visse seksualiteter falder udenfor normen, dvs. et mindretal udtrykker sin seksuelle drift på bestemte måder. Homoseksuelle, fetischister, sadomasochister, pædofile etc. – de udgør alle seksuelle grupper, der i mængde er mindre end den gruppe, der udtrykker det kulturelt definerede “normale” seksuelle udryk endskønt grænserne er flydende.
Der hvor jeg slipper speederen og træder hårdt på bremsen, det er når man begår den klassiske fejl at tro at man partout skal kureres for denne “afvigende” seksuelitet for at træde ind i majoritetens seksuelle udtryk – og især når argumentet er, at dette skal ske, fordi man seksuelt udtrykker egne traumer og fortrængninger. JA, gu gør jeg så – det er det der udgør min profil. Intet menneske er traumeløs, intet menneske har ingen fortrængninger og alt er med til at danne de erfaringer, der bestemmer hvilket liv vi skal have; seksuelt, jobmæssigt, partnerskabsmæssigt etc. Men det er ikke ensbetydende med, at hvis man afviger, så tilhører det sygdomssfæren og skal kureres.

Der er jo et offer er næste anke så, prostitution er forkert fordi den prostituerede er et offer, pædofili er forkert fordi barnet er et offer, Dominans er forkert fordi slaven/slavinden er et offer. Og der er ofre, der er prostituerede der er handlet udenfor egen vilje, der er børn, der ødelægges af en voksenseksualitet, der er kvinder og mænd der psykisk nedbrydes af en sadist eller dominant – men der er også ofre i normalsfæren, der er kvinder der voldtages i deres ægteskaber, der er mænd der tvinger sig til sex med partner, de ikke har lyst til, der er mennesker der traumatiseres, fordi de forsøger sig med analsex en enkelt gang. Der er altid ofre at finde, men det fjerner ikke en seksualitet og det bør ikke være udgangspunktet for at kategorisere en seksualitet i sygdomssfæren endsige være argument for at bringe dem tilbage til den såkaldte normale sfære.

Tilbage i 70erne så man på pædofili som en seksualitet. Dengang havde man et lidt mere naivt syn på muligheden for at en voksenseksualitet og en barneseksualitet kunne mødes, men grundtanken var stadig at det gjaldt om at anerkende en seksuel minoritet og forsøge at finde en vej, hvormed mennesket kunne leve værdigt med denne seksualitet. I dag betragtes pædofili som værende sygeligt, og derved legitimeres det at seksualitet kan man behandle sig ud af, istedetfor at anerkende det eksisterer som seksualitet og prøve at finde en værdig løsning på det.

På samme måde er kongstanken at sadomasochisme kan man behandle sig ud af. At sadisten kan fjerne sin trang til at udtrykke sin seksualitet ved at gå i behandling og at sadistens ageren er sygelig, fordi den indebærer en modpart, der potentielt kunne blive til et offer. Sadistens ageren fortolkes i en normalsfære og ikke i en seksuel sfære – dvs. sadistens slag fortolkes som reelle slag og modtagerens angst og vrede er reel angst og vrede. Derved fjernes den seksuelle kontekst og sadomasochisten kan fremstå så meget desto værre.

Jeg så gerne at de seksuelle minoriteter får lov til at eksistere som seksualiteter. At man anerkender at der findes flere seksuelle udtryk og at man ikke nødvendigvis skal behandle sig ud af de udtryk, men mere at man skal danne rammer for hvordan disse udtryk er acceptable og derved til at rumme i det samfund man lever i.

Det kunne sig være at sadomasochisten skal danne en ramme om gensidig forståelse for de dynamikker man bringer ind i sin seksualitet, at den pædofile skal danne en ramme der hedder psykisk forløsning men ikke fysisk osv. Dermed burde det kunne være muligt at udtykke sin seksualitet uden at blive mødt med kravet om behandling.

Man har vel lov at håbe.