- O -

“Jamen hvordan kan vi overhovedet lave en kvindebevægelse, når jeg tør vædde på, at tre fjerdele af os der sidder her i salen, er masokister?” (Maria Markus, Med krop og sjæl – Kvinde i min tid).

Det er ikke kun sadomasochisterne, der ikke kan få feminisme, ligestilling og kvindebevægelse til at gå op i en højere enhed – feministerne selv var forvirrede i sin tid, så hvordan kan jeg hævde, at jeg er begge dele – feminist og masochist/submissiv på én gang - uden jeg kan vægte det ene højere end det andet og uden jeg agter at vælge fra?

For hvad det er end værd, så er det min klare overbevisning at samtlige kvindelige submissive masochister ikke ville være, hvor de er i dag uden den feministiske bevægelse. At kun ganske få kvinder ønsker sig tilbage til tiden før bh’erne blev brændt, før Thit Jensen rejste rundt og agiterede for kvinders ret til ligestilling, før aborten var fri og kvinder skulle tie i enhver henseende.

På trods af vores trang til at blive trådt under fode, til at rette os efter vores Herre, Sadist – kald den anden part hvad I vil, så har vi som kvinder i dag et valg, nemlig valget som lige frie mennesker, at agere på vores seksualitet. Og alene dét kan vi takke feminisme for – vores frie ret til at vælge og gøre krav på vores egen seksualitet. For det handler ikke om at vælge masochismen fra til fordel for “rødstrømpen” men at gøre krav på vores ret til at være et menneske – på at have samme vilkår, samme muligheder og samme status som det andet køn; mændene. Så kan det godt være at jeg som kvinde vælger i mit private rum at opgive denne ligestilling, men derfor ønsker jeg stadig i det offentlige rum at blive mødt ligeværdigt.

Og rødstrømpebevægelsen, feminisme, bh-brænderne gjorde dette muligt. Før de kom til, var en kvinde, der tog sig retten til at udøve sin seksualitet en skøge, der mistede retten til friheden til at færdes frit i det offentlige rum, økonomisk understøttelse og offentlig anseelse og istedet fik socialt stigma, udstødelse og og i værste fald børn ingen ville kendes ved. Før kvinden fik ret til at bestemme over sin egen krop ved frigivelsen af aborten, var kvindekroppen et værdigivet objekt, der næsten udelukkende blev vurderet på fertilitet. Før kvinden fik ret til at stemme, var den jurdiske retsikkerhed, den politiske magtrelation og værdien af kvinders udsagn devalueret og ikkegyldige i offentlige sammenhæng.

Så uden rødstrømpebevægelsen, feminismen og bh-brænderne ville vi ikke udøve sadomasochisme, swingersex eller åbne forhold. Nogle ville tale forsigtigt om misbrug i hjemmet, andre ville udholde nedværdigende ægteskaber, andre igen ville slet ikke tale. Ganske ganske få ville være så heldige at have mødt et match og langt de fleste af os ville have travlt med at leve ufrivilligt som andenrangsmennesker.

Så når jeg som feminist stadig kæmper på mit køns vegne, for at blive mødt lige som menneske og ikke som køn og når jeg forsøger at påpege og opløse de subtile kønslige magtspil, der stadig forekommer – så handler kampen ikke kun om ligeløn for samme arbejde, men også om retten til som kvinde, at vælge frit og ikke blive stigmatiseret alene udfra mit køn. Dette gælder også når jeg vælger at træde ind i, hvad der for det utrænede øje, kan virke som en nedværdigende stigmatiserende forhold, hvor en mand får retten til at udøve sin magt over mig.
Og denne ret er ikke en selvfølge, den er vundet ved at kvinder – store kvinder, kloge kvinder, intelligente kvinder gad kæmpe en kamp, blive udsat for had, vold og ydmygelse fordi de tillod sig at mene, at kvinder var lige så meget mennesker som mænd, fordi de vidste at kvinder var lige så meget seksuelle væsener som mænd.

Så på mit køns vegne og min seksualitets vegne vil jeg gerne opfatte mig selv som feministisk submissiv uden at der ligger nogen kontradiktion i dette. Faktisk vil jeg tillade mig at være stolt af det.