lussinger
Hans kvinde skrev om lussinger. Herren min giver -o- lussinger. Blide lussinger, kælne lussinger, krævende lussinger, markerede lussinger, lussinger fyldt med latter.
Hver gang kniber -o- øjnene sammen og forsøger instinktivt at flytte hovedet – for lussinger har altid dette lille element af angst og skam, uanset hvor megen latter de serveres med og Herren serverer dem kun, når -o- tester grænser. Uanset hvor feminint, charmerende og let drillende -o- serverer sine små bemærkninger, så langer Herren en lille lussing ud. Uanset hvor blidt den lander, så fyldes -o- et splitsekundt med angst og skam og -o- nyder denne magtmanifestation.
For -o- elsker denne irettesættelse, der serveres i fuld offentlighed blandt alle. Alle ser det som en kærlig lille humoristisk gestus fra Herren, men -o- ved også at Herren markerer sin grænse – og så ved -o- hun ikke skal gå ret meget længere.
-o- mangler endnu at få en lussing med styrke og vrede – men uanset hvordan lussingen falder, så holder -o- af denne lille simple gestus, der lige så godt som nogen pisk retter ind og kalder -o- frem.