<?xml version="1.0" encoding="UTF-8"?><rss version="2.0"
	xmlns:content="http://purl.org/rss/1.0/modules/content/"
	xmlns:dc="http://purl.org/dc/elements/1.1/"
	xmlns:atom="http://www.w3.org/2005/Atom"
	xmlns:sy="http://purl.org/rss/1.0/modules/syndication/"
		>
<channel>
	<title>Kommentarer til: -o- må ikke</title>
	<atom:link href="http://morethanvanilla.dk/o/2010/o-ma-ikke/feed" rel="self" type="application/rss+xml" />
	<link>http://morethanvanilla.dk/o/2010/o-ma-ikke</link>
	<description>tankestriber</description>
	<lastBuildDate>Tue, 13 Dec 2011 05:26:20 +0100</lastBuildDate>
	<generator>http://wordpress.org/?v=2.8.5</generator>
	<sy:updatePeriod>hourly</sy:updatePeriod>
	<sy:updateFrequency>1</sy:updateFrequency>
		<item>
		<title>Af: Zehn</title>
		<link>http://morethanvanilla.dk/o/2010/o-ma-ikke/comment-page-1#comment-1497</link>
		<dc:creator>Zehn</dc:creator>
		<pubDate>Thu, 21 Jan 2010 09:34:13 +0000</pubDate>
		<guid isPermaLink="false">http://morethanvanilla.dk/?p=531#comment-1497</guid>
		<description>Hej O.
Jeg kender følelsen. husker den, fra da manden havde en anden ved siden af og jeg nærmest ikke kunne være nogen steder imens. Der var ikke ordre om, at jeg skulle håndtere det bedre, men jeg ville gerne selv, for det var ærligt talt ikke særligt sjovt at have det sådan og jeg havde jo sagt ja til eksperimentet.

Jeg tror det er vigtigt I sammen får snakket om, hvad der kan gøre det lettere. At savnet og lidelsen anerkendes som værende tilstede og ikke bare noget man sådan lige kan feje under gulvtæppet. Gør man det, tror jeg det bliver til et monster der kan komme til at fylde endnu mere. 

Og ellers tror jeg det er godt, at have nogen andre at snakke med. Er der nogen af dine veninder der kender dit liv, som du kan vende det med når det bliver slemt O ? At sætte ord på det overfor en anden har hjulpet mig - lidt som når vi synger om natten  fordi vi er bange for mørket.</description>
		<content:encoded><![CDATA[<p>Hej O.<br />
Jeg kender følelsen. husker den, fra da manden havde en anden ved siden af og jeg nærmest ikke kunne være nogen steder imens. Der var ikke ordre om, at jeg skulle håndtere det bedre, men jeg ville gerne selv, for det var ærligt talt ikke særligt sjovt at have det sådan og jeg havde jo sagt ja til eksperimentet.</p>
<p>Jeg tror det er vigtigt I sammen får snakket om, hvad der kan gøre det lettere. At savnet og lidelsen anerkendes som værende tilstede og ikke bare noget man sådan lige kan feje under gulvtæppet. Gør man det, tror jeg det bliver til et monster der kan komme til at fylde endnu mere. </p>
<p>Og ellers tror jeg det er godt, at have nogen andre at snakke med. Er der nogen af dine veninder der kender dit liv, som du kan vende det med når det bliver slemt O ? At sætte ord på det overfor en anden har hjulpet mig &#8211; lidt som når vi synger om natten  fordi vi er bange for mørket.</p>
]]></content:encoded>
	</item>
</channel>
</rss>

