- O -

Der sker ikke så meget – eller rettere, der sker for meget – gode ting, men bloggen forsømmes. Døgnet har kun 24 timer, julen er nær og jeg har kun 2 hænder, så det fysiske liv overvælder mig og jeg må prioritere. En ting jeg ikke er voldsomt god til.

Jeg har tænkt meget om jeg skulle pause bloggen for et stykke tid, for den har sin berettigelse når -o- lever, men lige nu er -o- lagt i kunstig koma for at genopstå i en anden form og derfor virker denne blog underligt anstrengt. Hvad siger I mine læsere – finder I glæde med bloggens skrift nu hvor -o- er væk for et stykke tid?

Men alt er godt, Han er vidunderlig for mig og jeg er i lykkeland.

Min elskede gør mig vanvittig af liderlighed og kærlighed. Jeg kan stadig vågne om morgenen og være så inderligt forelsket, at jeg har lyst til at indtage ham fuldt og helt. Han beriger mit liv, han får mig til at drive – af safter, af lykke, af længsel efter Ham, når han er væk.

Min tålmodighed blev belønnet, mit åbne hjerte mødt – jeg fandt Ham.

Ambivalens er min primære følelse blandet godt op med skam når jeg tænker på min yndlingsfantasi – voldtægt – for lige såvel som jeg på alle måder fordømmer voldtægt som ødelæggende, kriminelt og strafbart ligesåvel sniffer jeg rundt på internettets afkroge og leder efter brutale voldtægter, rå, voldsomme og helst langt fra pornoens sukkerglacerede scener. Forsøg på at downloade “real rape” scener har resulteret i røde ører og sletninger midt i downloads – for lige så forkert som jeg synes det er og lige så lidt som jeg ønsker at støtte den snuff-industri, der legaliserer misbrug og overgreb – lige så tændt bliver jeg alene ved tanken om realitetens farlige tvang.

Løsningen indtil nu har været fansadox kulørte tegninger og min egen højpotente fantasi – for det handler om tvang, og den tvang som voldtægten tilbyder kan ikke simuleres. På den anden side, det traume som voldtægten resulterer i, kan ikke undgås – så hvad gør en klog kvinde så? Hun holder sig på dydens smalle sti og erkender at voldtægt forbliver i fantasien –  og i denne bliver hun nedværdiget, ydmyget og brutalt misbrugt – fastspændt, trådt på, pisset på og tvunget til handlinger, der i virkeligheden ville have betydet indre kvæstelser og massive blødninger.

Af samme grund forbliver stimuleringen af voldtægtstrangen i tegneserieform, fordi offeret på “real rape” filmklip kan være reel nok og jeg kan ikke forsvare at det skal koste menneskeskæbner at væde mine tanker. Så i realiteten er alle mine seksuelle handlinger “safe, sane” og særdeles “consensual”, selv når Han knepper mig til jeg bløder, mens på tegningens kulørte flade gennemlever jeg cheerleaderens helvede igen og igen.

Kald mig en sexnørd.

Der er stille i mit hjem og det er godt. Vi har rebootet – nyder hinanden, nyder sex, nyder roen. Ingen forventninger – ingen forestillinger – åbenhed, åbenhjertighed og ærlighed.

-o- er ikke væk – men -o- skal genskabes i vores billede og ikke kun mit eller Hans. Vi er ikke statiske, vi er i evig bevægelse og lige nu bevæger vi os ind mod hinanden og alt er godt.

Han er mit livs kærlighed.

…kan livet gøre mig rigtig rigtig bekymret….måske fordi jeg er kvinde?

Det er ikke fordi jeg tuder (desværre), for livet er umanerligt godt for tiden. Men af og til undrer jeg mig – undrer mig over, hvordan I derude i det danske bdsmland, får tid til at det i gør?

Kigger jeg på min kalender, der er et farvevirvar af en familiekalender, så er det jeg ganske enkelt må erkende at jeg ikke kan gå til alle festerne, træffene og tjulahop, at jeg ikke kan deltage i undervisning, workshop og fri leg på blå stue, at jeg ikke kan læse, skrive og forfatte mere end jeg gør. Og så er det jeg spørger, hvor mange af jer når længere ud en til jeres eget sovekammer og den månedlige seance?

Jeg må erkende at jeg lever meget længe på de små ting, den røde gag og det enkle spanskrør – for det tager ingen tid at hive frem og det pepper ethvert seksuelt samkvem så festligt op – men så skal der heller ikke så meget mere til for at gøre mig glad i hverdagen…hvad med jer?

Min elskede Mand giver mig hver dag stor glæde og i al hemmelighed sidder jeg og tilbeder Ham. Der er intet krav om tilbedelse, intet krav om synlig kærlighed, men alene synet af Ham giver mig lysten til at krybe helt ind i Ham og tilbede Ham.

Ofte ønsker Han ikke alt for voldsomme og store armbevægelser, fordi Han i bund og grund synes man skal passe på med naivt at lovprise al ting, men når det kommer til Ham, så kan jeg i mit stille sind sidde og blive helt rørt over at lige netop Han valgte mig. At Han ligger ved min side hver morgen og at Han er noget af det første jeg ser, når jeg vågner.

Seksualitet eller ej, Han har givet mening til mine knæfald og tårer. Det er ren kærlighed og jeg er lykkelig.

I dag blev jeg beordret af min elskede til at mastubere med en fremmed mands stønnen i mit øre. Han kom, jeg kom, min elskede kom – ud over mig. Vi er vist ved at komme i dagsform igen.

…er kærligheden. Lang dyb samtale hensatte mig i en tilstand af udvikling. Jeg er ved foden af noget stort og jeg er det sammen med ham og ikke alene. Ufatteligt at to mennesker, der elsker hinanden på det sjælelige plan, som vi gør, stadig kan træde skævt. Vi følte os begge misforstået, overset og tilsidesat. Jeg i min forestilling om ham og han i sin forestilling om mig, endskønt vi stod lige overfor hinanden.

Mennesket er nogle spøjse væsener – vi sender folk ud i universet men glemmer at se det nære og det åbentlyse. Det handler ikke om, at han gør tingene rigtige eller forkerte, men om at han altid vil eje mig i sin kærlighed og at jeg skal lære at stole – stole blindt på at han er ved min side og at han ikke vil give slip. Svært for en gammel skadet rotte som mig.

Titler er ligegyldige, men jeg har handlet forkert – jeg har spændt ben for min egen -o- i forsøget på at tilfredsstille hende. -o- er nulstillet, -o- eksisterer ikke i en periode som submissiv i den konforme form. -o- skal lære at nyde sin masochisme og sammen med Ham finde den platform, de begge kan udvikle sig fra. Lige nu handler det om at finde ind til kernen uden forestillinger – og derfor skal submissionen svinde bort for en stund.

Masochismen er fysisk, den er direkte og den kan aflæses direkte, der er mindre fortolkning, mindre historiefortælling og langt mere konkret håndgribelig værktøj over det. Submssionen er snirklet, den kringler sig ind i sindets afkroge og fortolker signaler, symboler og tillægger hver en lille handling mening i et større psulespil. Men hvis udgangspunktet et konformt, så er der ikke plads. -o- havde ikke givet plads til Ham i sit forsøg på at definere det, der skulle være og Han følte sig som en marionet i et dårligt teaterstykke. Og jo mere -o- forsøgte at skabe rammerne, jo mere trak Han sig, fordi Han ikke ville spille hovedrollen i et stykke, Han ikke havde skrevet.

Dumme -o- i sin iver efter at skabe, kom hun til at dræbe – dræbe tosomheden, dræbe det fælles – hun toppede helt basalt, der hvor det virkelig handler om lige udveksling, nemlig allerede i forestillingen om konstellationen “-o- og Han”. Af samme grund har -o- ødelagt flere indgangvinkler til, hvad der kunne have været fælles udvikling og -o- skammer sig. Skammer sig over at være så enøjet, så blind, så egoistisk.

Han ejer stadig -o-, Han binder stadig -o- – men -o- er ikke længere -o-, -o- må lade sig skabe i Hans billede og ikke i sit eget. Derfor forsvinder -o- skriften indtil jeg synes, hun er defineret nok til at kunne få lov til at udtale sig. Så derfor kære læsere, så bliver det mig der skriver – den hele kvinde bag -o-. I en periode vil jeg trække mig fra offentlig færden, der vil kun blive bundet, slået og leget hjemme, for vi skal starte forfra, vi skal starte rigtigt  fra begyndelsen, fra nul, fra -o-.

Han er det smukkeste, der er hændt mig og han holder mit bankede hjerte og jeg har overgivet mig.

Jeg bliver straffet – bevidst eller ubevidst for at være den jeg er og lige nu føler jeg mig hjemløs i mit eget skind.

Basalt set prøver jeg at udholde denne mur af afvisning – nedprioritering – vrede – skuffelse skabt i mit eget sind, fordi jeg i bund og grund selv har bragt mig selv derhen. Jeg har svigtet, været ulydig og måske mest af alt – og det som skræmmer selv de stærke mænd – fremprovokeret følelsen af utilstrækkelighed. I forholdet kan kulden være snerten af den tunge pisk ligegyldigheden. Og sådan kan vi spille vores små ynkelige spil – der i bund og grund kun eksisterer i vores egen fantasi.

Så lige nu er jeg igang med en ordentlig omgang flaggelanteri – kan jeg bebrejde andre? Nej, jeg kan kun endnu engang beklage, at jeg er den, jeg er – og at min seksualitet kommer med den pakke, jeg nu én gang repræsenterer. Konstruktionen af mig burde måske se anderledes ud, men dette er nu givet mig i dette liv og jeg kan ikke løfte byrden at rydde skuffelserne af andres forestillingers vej.

Og mens tiden går, størkner mit hjerte. Man vænner sig til det – jeg er bange for at afvænne mig.