Der er stille i mit hjem og det er godt. Vi har rebootet – nyder hinanden, nyder sex, nyder roen. Ingen forventninger – ingen forestillinger – åbenhed, åbenhjertighed og ærlighed.
-o- er ikke væk – men -o- skal genskabes i vores billede og ikke kun mit eller Hans. Vi er ikke statiske, vi er i evig bevægelse og lige nu bevæger vi os ind mod hinanden og alt er godt.
Han er mit livs kærlighed.
…kan livet gøre mig rigtig rigtig bekymret….måske fordi jeg er kvinde?
Det er ikke fordi jeg tuder (desværre), for livet er umanerligt godt for tiden. Men af og til undrer jeg mig – undrer mig over, hvordan I derude i det danske bdsmland, får tid til at det i gør?
Kigger jeg på min kalender, der er et farvevirvar af en familiekalender, så er det jeg ganske enkelt må erkende at jeg ikke kan gå til alle festerne, træffene og tjulahop, at jeg ikke kan deltage i undervisning, workshop og fri leg på blå stue, at jeg ikke kan læse, skrive og forfatte mere end jeg gør. Og så er det jeg spørger, hvor mange af jer når længere ud en til jeres eget sovekammer og den månedlige seance?
Jeg må erkende at jeg lever meget længe på de små ting, den røde gag og det enkle spanskrør – for det tager ingen tid at hive frem og det pepper ethvert seksuelt samkvem så festligt op – men så skal der heller ikke så meget mere til for at gøre mig glad i hverdagen…hvad med jer?
Min elskede Mand giver mig hver dag stor glæde og i al hemmelighed sidder jeg og tilbeder Ham. Der er intet krav om tilbedelse, intet krav om synlig kærlighed, men alene synet af Ham giver mig lysten til at krybe helt ind i Ham og tilbede Ham.
Ofte ønsker Han ikke alt for voldsomme og store armbevægelser, fordi Han i bund og grund synes man skal passe på med naivt at lovprise al ting, men når det kommer til Ham, så kan jeg i mit stille sind sidde og blive helt rørt over at lige netop Han valgte mig. At Han ligger ved min side hver morgen og at Han er noget af det første jeg ser, når jeg vågner.
Seksualitet eller ej, Han har givet mening til mine knæfald og tårer. Det er ren kærlighed og jeg er lykkelig.
I dag blev jeg beordret af min elskede til at mastubere med en fremmed mands stønnen i mit øre. Han kom, jeg kom, min elskede kom – ud over mig. Vi er vist ved at komme i dagsform igen.
…er kærligheden. Lang dyb samtale hensatte mig i en tilstand af udvikling. Jeg er ved foden af noget stort og jeg er det sammen med ham og ikke alene. Ufatteligt at to mennesker, der elsker hinanden på det sjælelige plan, som vi gør, stadig kan træde skævt. Vi følte os begge misforstået, overset og tilsidesat. Jeg i min forestilling om ham og han i sin forestilling om mig, endskønt vi stod lige overfor hinanden.
Mennesket er nogle spøjse væsener – vi sender folk ud i universet men glemmer at se det nære og det åbentlyse. Det handler ikke om, at han gør tingene rigtige eller forkerte, men om at han altid vil eje mig i sin kærlighed og at jeg skal lære at stole – stole blindt på at han er ved min side og at han ikke vil give slip. Svært for en gammel skadet rotte som mig.
Titler er ligegyldige, men jeg har handlet forkert – jeg har spændt ben for min egen -o- i forsøget på at tilfredsstille hende. -o- er nulstillet, -o- eksisterer ikke i en periode som submissiv i den konforme form. -o- skal lære at nyde sin masochisme og sammen med Ham finde den platform, de begge kan udvikle sig fra. Lige nu handler det om at finde ind til kernen uden forestillinger – og derfor skal submissionen svinde bort for en stund.
Masochismen er fysisk, den er direkte og den kan aflæses direkte, der er mindre fortolkning, mindre historiefortælling og langt mere konkret håndgribelig værktøj over det. Submssionen er snirklet, den kringler sig ind i sindets afkroge og fortolker signaler, symboler og tillægger hver en lille handling mening i et større psulespil. Men hvis udgangspunktet et konformt, så er der ikke plads. -o- havde ikke givet plads til Ham i sit forsøg på at definere det, der skulle være og Han følte sig som en marionet i et dårligt teaterstykke. Og jo mere -o- forsøgte at skabe rammerne, jo mere trak Han sig, fordi Han ikke ville spille hovedrollen i et stykke, Han ikke havde skrevet.
Dumme -o- i sin iver efter at skabe, kom hun til at dræbe – dræbe tosomheden, dræbe det fælles – hun toppede helt basalt, der hvor det virkelig handler om lige udveksling, nemlig allerede i forestillingen om konstellationen “-o- og Han”. Af samme grund har -o- ødelagt flere indgangvinkler til, hvad der kunne have været fælles udvikling og -o- skammer sig. Skammer sig over at være så enøjet, så blind, så egoistisk.
Han ejer stadig -o-, Han binder stadig -o- – men -o- er ikke længere -o-, -o- må lade sig skabe i Hans billede og ikke i sit eget. Derfor forsvinder -o- skriften indtil jeg synes, hun er defineret nok til at kunne få lov til at udtale sig. Så derfor kære læsere, så bliver det mig der skriver – den hele kvinde bag -o-. I en periode vil jeg trække mig fra offentlig færden, der vil kun blive bundet, slået og leget hjemme, for vi skal starte forfra, vi skal starte rigtigt fra begyndelsen, fra nul, fra -o-.
Han er det smukkeste, der er hændt mig og han holder mit bankede hjerte og jeg har overgivet mig.
Jeg bliver straffet – bevidst eller ubevidst for at være den jeg er og lige nu føler jeg mig hjemløs i mit eget skind.
Basalt set prøver jeg at udholde denne mur af afvisning – nedprioritering – vrede – skuffelse skabt i mit eget sind, fordi jeg i bund og grund selv har bragt mig selv derhen. Jeg har svigtet, været ulydig og måske mest af alt – og det som skræmmer selv de stærke mænd – fremprovokeret følelsen af utilstrækkelighed. I forholdet kan kulden være snerten af den tunge pisk ligegyldigheden. Og sådan kan vi spille vores små ynkelige spil – der i bund og grund kun eksisterer i vores egen fantasi.
Så lige nu er jeg igang med en ordentlig omgang flaggelanteri – kan jeg bebrejde andre? Nej, jeg kan kun endnu engang beklage, at jeg er den, jeg er – og at min seksualitet kommer med den pakke, jeg nu én gang repræsenterer. Konstruktionen af mig burde måske se anderledes ud, men dette er nu givet mig i dette liv og jeg kan ikke løfte byrden at rydde skuffelserne af andres forestillingers vej.
Og mens tiden går, størkner mit hjerte. Man vænner sig til det – jeg er bange for at afvænne mig.
-o- råber ud i skoven og får kun ekko som svar. -o- er meget træt – træt af at forklare, træt af at formidle, træt af at være den hun er…-o- kan ikke forklare sin seksualitet med andet end at det er præcist som kærlighed – den skal besvares for at leve – den skal mødes, ses og værdsættes ellers visner den og -o- farer vild. Det basale for at kunne give hinanden smerte og fornedrelse er respekten af, at den anden længes præcist efter dette.
Det er ikke rollespil – det er kun rollespil for den, som ikke føler det i sit indre. Men det er afhængigt af den anden. Uden Ham lever -o- ikke, uden Hans respons, Hans glæde, Hans meduvikling, kan -o- ikke eksistere.
Jeg må desværre erfare at min partner ikke kan møde mig på mit submissive plan, at han ganske enkelt ikke forstår den eller forstår at fremkalde den. For ham bør den være, uanset hvad han gør, men for mig lever den først når jeg mærker at han vitterligt vil modtage den. Hvad nytte er det at være lydig og åben, hvis det i bund og grund er ligegyldigt for ham? Han mener, at fordi jeg ikke er lydig hele tiden af mig selv, så er det ikke – så er det et rollespil. Men det er ikke anderledes end med kærlighed. Du kan elske en anden person højt og inderligt – men besvares det ikke så forsvinder kærlighedens væsen og den magi, der skaber forelskelse. Jeg vil altid være submissiv, men hvis den ikke besvares af min partner, så forsvinder den bevæggrund jeg har for at udøve den og det bliver ligegyldigt.
Slavinden er først slavinde i mødet med sin Herre – uden sin Herre er hun blot en kvinde som alle andre.
Jeg må erkende at den submissiv del af mig ikke får lov til at leve – og at det spil og modspil jeg kender til, der får det til at leve ikke fungerer her. Jeg har været provokerende uden resultat, ulydig uden resultat, afventede uden resultat og tilbage er blot erkendelsen at min elskede ganske enkelt ikke forstår, hvordan jeg fungerer i dette. Jeg har talt med mange i dette miljø om lige præcis denne problematik – at folk, der i bund og grund ikke besidder den samme seksualitet ganske enkelt ikke forstår, hvad det er man higer efter. Og at tvinge dem til at forstå er så ganske forkert – det er helt enkelt ikke deres seksualitet.
-o- må trække sig tilbage, -o- må opløses, for jeg vil til enhver tid vælge kærligheden. Men mit indre bløder tårer af sorg. Kan jeg leve uden den del af min seksualitet?
Kære læser, hvad synes I – er den submissive altid og hele tiden submissiv helt af sig selv eller er den submissive afhængig af den anden? Og hvis den submissive er afhængig af den anden, er det hele så blot et avanceret rollespil?
-o- drømmer af og til drømme, der ligger på grænsen til det acceptable og -o- ved det kan være kontroversielt, men vil også gerne beskrive indre perversioner, der ikke altid omhandler “korrekte” perversioner.
For tiden tænder -o- på incesttanker, hun tænder på løse pigeagtige bomuldstrusser – ikke koneagtige, men pigeagtige. Når -o- har dem på føler hun sig særligt skrøbelig og går bare og venter på at “Onkel” skal trække dem ned og fornedre -o-. At -o- er den lille og står overfor den store alfaderlige autoritet, der udsætter -o- for overgreb af forskellig art. “Onkel” misbruger -o-, han sælger -o- til andre, han tvinger -o- til forfærdelige ting.
Når -o- ser porno, så brænder -o-s underliv allermest for tiden, når det er “teens”, der “uøvede” og “usikre” kneppes for “første gang” i begge huller – det er ikke udseendet – rottehaler og skolepigeuniformer er i -o- verden meget sjovt, men ikke decideret et turn on for -o- (Han elsker det dog 
) – det er mere den skrøbelighed -o- kan være heldig at høre i en stemme, hvis en jamren kan lyde bare en smule oprigtig. Det er basalt set tanken om smerten, grænsen der brydes, skrøbeligheden.
-o- ved ikke om det skyldes, at -o-s krop for tiden er skrøbelig, at det pludselig er de lyster, der raser i -o-, men istedet for at pakke dem bort anerkender -o-, at hun har dem, at hun gerne vil være det seksuelle barn, der voldføres – at hun ønsker at blive trukket ud af sin jomfruelige skal og blive brugt som den genstand hun også er. -o- ønsker at være en lille puppe, en usikker skrøbelig, der bliver foldet ud af Ham. Så -o- drømmer incestuøse drømme fyldt med bomuldstrusser.
Dernæst kommer voldtægt.
-o- er arbejdsramt og derfor uden tid til reflekterende indlæg.
Bare rolig – de vil komme.